Sådan hjalp Væksthusets lederprogram os videre.
“I starten ansatte jeg bare dem, der kunne skaffe kunder og få gang i omsætningen, og den første og bedste mand fik ansvar, selvom det ikke nødvendigvis var ham, der havde de rette kompetencer til at varetage det ansvar”
Virksomheden Friday Group rammer en tør plet i markedet med deres events- og barløsninger. Men i lang tid tjente de ingen penge. Det er der lavet om på nu.
Skal du bruge en bar? Vil du lære at lave cocktails? Eller vil du holde dine drikkevarer kolde hele aftenen? Virksomheden Friday Group Aps ejer en række datterselskaber, der tilsammen kan skaffe alt til en god fest, og med virksomhedens komplette løsning ramte den i 2013 et uudforsket marked. Idéen opstod, da administrerende direktør, Kevin Bjerring Christensen, ved siden af sit ingeniør-studie arbejdede som bartender.
»Det irriterede mig ofte, at man ikke kunne få fat på isterninger til drinks, hvis man pludselig løb tør,« siger Kevin Bjerring Christensen, der aldrig fik gjort sit studie færdigt. Og her fire år efter er Friday Group gået fra at være et enkeltmandsfirma til at have 20 ansatte og en omsætning på 20 millioner.
»Det er helt tydeligt, at der er behov for vores varer, og de forskellige produkter har en synergieffekt på hinanden,« siger han.
Det handler ikke altid om at vækste
Men. For der er nemlig et men. I de første år formåede Friday Group nemlig ikke at tjene penge.
»Vi vækstede bare i ét væk, arbejdede derudaf og fokuserede på at imødekomme vores kunders behov, men vi tjente ingenting,« siger Kevin Bjerring Christensen, som derfor tog fat i Væksthuset Hovedstadsregionen. Og her fandt han ud af, at der var et alvorligt problem i måden, Friday Group var sat sammen rent forretningsmæssigt.
»I starten ansatte jeg bare dem, der kunne skaffe kunder og få gang i omsætningen, og den første og bedste mand fik ansvar, selvom det ikke nødvendigvis var ham, der havde de rette kompetencer til at varetage det ansvar,« siger Kevin Bjerring Christensen. Han fik sine erkendelser gennem et lederforløbet VKU i Væksthuset Hovedstadsregionen.
»Når nogen stiller kritiske spørgsmål, får det en til at tænke en ekstra gang over de ting, man gør. Og når jeg blev tvunget til at forklare, hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde, kunne jeg godt høre, at det lød forkert. Det handlede om at få vendt blikket indad og indse, at det ikke altid handler om at vækste. Man skal have styr på sin forretningskonstruktion først,« siger han og fortæller, at ejerkredsen i Friday Group nu tæller ham som CEO, en salgschef, en kundechef samt 20 ansatte, som alle er ansatte på deres kompetencer og ikke, fordi de tilfældigvis har skaffet kunder til virksomheden.
»Vi har fået professionalisme omkring vores forretning,« konkluderer Kevin Bjerring Christensen.
Professionel udadtil og indadtil
I dag har Friday Group kunder som Bella Center, Royal Arena og Danmarks Radio og tjener for alvor penge. Virksomhedens mange ben vil Kevin Bjerring Christensen blive ved med at bygge videre på i fremtiden.
»Jeg kunne sagtens forestille mig fx at lancere et digitalt bookingsystem, der kan gå internationalt,« siger han, men er også fast forankret i sin filosofi, der handler om, at man hellere skal eje en stor andel af et lille segment end en lille andel af et stort segment:
»Jeg vil ikke have én procent af et stort marked, da man ingen indflydelse får på markedet. Jeg vil hellere arbejde på at vinde 70-80 procent af et lille marked, så man kan påvirke det,« siger direktøren, der nu ikke kun ejer en professionel forretning udadtil – også indadtil.
Du kan læse mere om Friday Group her.